Selvom den ikke er godkendt, er der nu nyt om Salling Groups Aldi-handel
En langstrakt behandling omkring en overtagelse af 11 Aldi-butikker og ti Aldi-butiksprojekter når formentlig sin ende i december.
Men inden da skal alle involverede Aldi-butikker i handlen med Salling Group lukkes.
Disse Aldi-butikker skal Salling Group overtage
- Region Hovedstaden
- Frederiksberg
- Kastrup
- Region Sjælland
- Slagelse
- Rødbyhavn
- Region Syddanmark
- Esbjerg
- Odense
- Region Midtjylland
- Aarhus
- Aarhus-Risskov
- Aarhus-Viby J
- Skanderborg
- Viborg
Kilde: Aldi Danmark
Det fastslog Aldi-koncernen selv i en pressemeddelelse, der blev sendt ud for nyligt - men det er helt efter planen, oplyser dagligvarekæden.
- De seks butikker, som fortsat er åbne, og som Salling Group ønsker at overtage, lukker efter aftale med Salling Group i løbet af efteråret, uagtet at handlen muligvis til den tid endnu ikke er godkendt af konkurrencemyndighederne. Men lokaler og medarbejdere overdrages naturligvis først, når handlen er godkendt, siger Louise Wendelbo, der er kommunikationschef i Aldi Danmark.
Fem af de omfattede butikker blev allerede lukket i starten af året, mens uge 40 byder på lukninger af de resterende seks butikker.
De fordeler sig på tre butikker i Region Midtjylland, en butik i Region Sjælland og to butikker i Region Syddanmark.
Det er planen, at samtlige af Aldi-butikkerne skal konverteres til nye Netto-butikker, har Salling Group tidligere oplyst.
Handlen afventer, som nævnt indledningsvist, stadig godkendelse fra konkurrencemyndighederne. Her gik handlen ind i den såkaldte fase 2 pr. 7. august.